© Fotografen.dk

1 – Åh, jeg husker kvinden og det badekar.

Nå, men altså jeg gik i mine egne tanker på vej til Føtex for at købe noget kød, kartoffelchips og rødvin. Vi har sådan et storcenter på den anden side af vejen ud mod supersygehuset. En ordentlig kolos, fyldt med butikker og folk i de lange gange, sko der klikker mod den hårde marmor. Så mange ansigter. Bæreposer. Kjoler, arme, overskæg, gamle mænd med stok, unge piger der fniser.

Jeg kigger ned.

Jeg kan ikke lide mennesker, jeg er bange for dem alle sammen.

Det er min erfaring, at de er slemme. Det kunne være nemmere hvis jeg frygtede det ene køn, eller en race, eller en kultur. En bestemt alder, en særlig adfærd. Det kunne være dejligt at hade en bestemt gruppe i livet, og det så kun var dem, jeg var bange for.

Men, det er dem alle. Mennesker er farlige. Jeg har set dem gøre onde ting ved folk der ikke kan forsvare sig. Der er noget galt med dem. Du kan ikke stole på dem, de der mennesker.

Men jeg er blevet dygtig til at forsvare mig mod onde mennesker.

Derfor ser jeg automatisk alle menneskers svaghed, på vej hen til Føtex. Ham den gamle, jeg sparker stokken væk når han angriber mig. Kvinden på 65, hun står dårligt, der er grus i hendes hofter kan jeg se, et lille skub og så kan jeg redde mit liv når hun farer frem mod mig med sin pose fuld af indkøb.

Det er i grunden en underlig indstilling at have til verden. At den er farlig.

Hvilken pensionist vågnede op i morges og tænkte, ‘det er i dag jeg skal angribe Ambjørn med en pose kartofler i storcentret’.
Det sker jo ikke, hvad har jeg gang i?
Hvorfra kommer min grundliggende historie om mig selv og verden?

Åh, jeg husker kvinden og det badekar.

Der var en kvinde som druknede mig i et badekar. Jeg var kun en lille fyr der knap kunne gå selv, et spædbarn med buttede arme og et kuglerundt hoved. Det foregik på gulvet i køkkenet, jeg sad i badekarret og slog en hånd ned i vandets overflade, det var sjovt. Jeg kunne se dråber hvirvle op i luften, når hånden ramte og det sagde plask. Hun sagde mit navn. Jeg så op på hende. Så smilede hun hengivent og trak langsomt i mine fødder så min krop tippede bagover og jeg fik hovedet og hele kroppen ned under vandet.

Jeg kunne mærke der var noget galt med den kvinde.

Kunne se hende gennem vandet. Hun smilede stadigvæk deroppe, og jeg vidste at hun kun ventede på at jeg kom til skade, og så ville hun redde mig, og tage mig op i favnen og sige ting som: ‘åh nej, lille ven, uhadada, jeg redder dig, passer på dig, det var ikke så godt, åh lille ven’. Og hun ville svøbe min krop ind i et håndklæde og trøste mig, mens jeg græd på hendes skulder og spruttede vand.

Hun ville gøre mig ondt, for at redde mig bagefter. Hvor skørt er det lige?

Men ja, det er jo også skørt at være Ambjørn som voksen mand og tro, at alle mennesker i gangene omkring Føtex er som den kvinde der druknede mig. Det er pinligt at jeg betragter alle mennesker som farlige. Det skal jeg gøre noget ved.

Nå, men jeg holdt vejret i det badekar for at undgå at trække vand ind i lungerne. Og jeg tænkte over situationen, hvilket var nemt, også selvom jeg kun var et spædbarn.

Jeg tænkte hendes plan indebar mulighed for fejl. Ustabiliteten i hendes sind, der kunne ske en fejl og jeg kunne komme alvorligt til skade. Hun kunne gå i panik, blive bange for at blive afsløret, eller blive grebet af kraften fra sine indre dæmoner, drukne mig for alvor, holde mig nede i vandet.

Det ville være nemt for hende at dræbe mig. Ved en fejl simpelthen.

Der er ikke noget et spædbarn kan gøre for at redde sit liv. Altså jeg forstod godt der var en sammenhæng mellem noget inde i mig, og hånden som slår mod vandet. Men jeg vidste også, at jeg ikke kunne komme op fra vandet ved egen kraft.

Hun slap mine fødder, smilet forsvandt fra hendes ansigt og jeg vidste hun ventede i en ophidset tilstand, hun ville se mig sprælle og slå med armene nede under vandet. Det er på grund af hendes sygdom, hun kan ikke gøre ved det, lysten til at gøre ondt på nogen der ikke kan forsvare sig, og bagefter redde dem og trøste dem.

Jeg mærkede angst, min hjerte slog lidt hurtigere, jeg tænkte på at redde mig op fra det badekar, og jeg vidste at min egen panik kun ville medføre at jeg trak vandet ind i mig. Derfor måtte jeg finde frem til roen i mig selv.

Det var med vilje jeg slappede af på bunden af det badekar.

Lod ryggen hvile ned mod bunden af plastic badekarret, og jeg gjorde nakken lang og trak hagen ned for at vise mit ansigt til hende mere tydeligt, åbnede mine øjne noget mere og jeg smilede til hende, – fordi jeg tænkte på hvor fint et menneske hun er, – hun er sådan en kvinde der elsker børn og vil passe på dem, rigtig fin er hun.

Jo mere jeg smilede til hende med al den kærlighed jeg kunne finde, des mere urolig blev hun, deroppe. Hun fik rynker i panden og bevægede hovedet i små ryk fra side til side. Pludselig slog hendes hænder ned gennem vandet, greb fat om mig og trak mig op i sin favn. Hun rejste sig op, vuggede mig op og ned mens hun sagde: ‘åh lille ven, det var godt jeg nåede at redde dig, du var lige ved at drukne’.

Ja, hun var skør, det var hun.

Jeg kunne godt gennemskue fra hendes skulder, mens jeg kiggede på køkkenet, at det hele var et sygt skuespil som hun havde brug for at opføre, for at gøre mig ked af det, bringe mig i livsfare, redde mig fra døden, og bagefter trøste mig.

Blev jeg sur på hende for det? Næ, jeg trak vejret lettet og syntes jeg havde gjort en god byttehandel. Lidt kærlighed til hende, for til gengæld at slippe for at få vand i lungerne. En god handel.

Men nu er det mig der er skør, og tror alle vil gøre mig ondt.

Jeg skal gøre noget ved det. Derfor begynder jeg på at løfte mit blik og se folk i øjnene, på min vej ned til Føtex. Jeg finder den kærlighed til mennesker som jeg rummer, og kigger på folk på venlige øjne.

Det er en god handel, at give kærlighed til mennesker som jeg frygter vil gøre mig ondt.  Det kan de godt lide, og så slipper jeg for at dø i dag. Det lærte jeg i badekarret.

© A. Happy

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *