© Fotografen.dk

Du har ret til at kaste din skygge og være til besvær

Du ved, når vi mennesker er fanget i naturen og skal dø – på en isflage, i snestorm, berøvet sit vand i ørkenen, på vej til at drukne om sommeren – netop på det tidspunkt begår intet menneske selvmord.

Fordi når dødens komme er uafvendelig, og det kun er et spørgsmål om en kort tid vi har tilbage, så dræber vi ikke os selv.

Alligevel har jeg siddet i stuen hos selvmordere, i tørvejr med et glas vand indenfor rækkevidde, en ostemad på deres tallerken, en frisk fisk i køleskabet til aftensmaden, og de beklagede sig og sagde, ’mit liv er for hårdt, jeg kan ikke klare mere, jeg vil væk, jeg vil have fred, jeg vil dø’.

Og da fik jeg lyst til at rejse mig op og slå dem med den døde fisk, æde deres ostemad og hælde vandet i deres hår, åbne alle vinduerne og med lidt held var det vinter, og råbe ad  dem ind i hovedet: ’du kender ikke smerten, lad mig fortælle dig om den, og så kan du bagefter slå dig selv ihjel’.

Men ofte er jeg tavs i selskab med selvmordere, fordi jeg er i en forsvarsposition når jeg sidder i stue med en kommende morder der overvejer at dræbe det mest sårbare i hele verden, sig selv. Grusomt.

Vi andre kan nemlig løbe ned ad trapperne med morderen i hælene på os, men selvmorderens eget hjerte og kød har ikke en chance, kroppen er bundet til morderens overgreb og kan aldrig slippe længere væk end en armslængde.

Derfor er de selvmorderiske mennesker den hårdeste form for mordere vi kender, og vi fortjener kritik for vores handling, fordi vi nådesløst dræber det mest værgeløse og uskyldige offer i verden.

Selvmorderen dræber sig selv, og siger til offeret mens kniven glider ind, ’schhyy, det er for din egen skyld, schhyy, snart er du død min ven’. Det er et grusomt drab.

Det ville være bedre hvis selvmorderen faldt i havet, eller tog kniven frem og kiggede nysgerrigt på min hals.

Fordi vi har selvmord nok i hverdagen.

Det er faktisk svært at få lov til at være sig selv. Det er noget man skal kæmpe for, den plads som kroppens skygge vil falde på, den luft vi vil indånde, den vand vi vil drikke, man skal kæmpe for at være sig selv.

Sociale regler, normer, tradition gør det svært at være sig selv, hvis ikke man ligner alle andre, og indtil videre har jeg ikke mødt et menneske der var ligesom alle andre, vi er specielle, unikke individer, vi er os selv og ingen andre kan være det for os.

Vi kan gøre rent og lave mad til dig, men du er den eneste der kan være dig selv.

Tag chancen, det går ikke værre end at du ender på en isflage og ærgrer dig over situationen, eller bliver gammel og opgiver at trække vejret, eller møder et andet menneske og oplever den totale kærlighed, hvorefter det menneske dør i en trafikulykke, eller du spiser den ostemad og tænker ’fuck det, resten af livet vil jeg være til besvær og bare være mig selv, fuck jer, det er ikke i dag jeg skal dø, faktisk vil jeg ikke dø før livet slår mig ihjel, når jeg bliver gammel eller kørt ned af en bus, angrebet af virus, død i en krig, afsultet i en ørken, – slå mig ihjel før jeg dør, jeg går ikke herfra frivilligt!’

Og så vil du opdage, at den ostemad faktisk smager fortrinligt når man er sulten, og det er det du er,
– du sulter efter livet, du længes efter fællesskab, du savner kærligheden, du har mistet så meget og føler dig alene.

Du sulter efter livet, så bare vær dig selv, det kan ikke gå værre end at du bliver udstødt, alene, bange, ramt af forfærdelige smerter, afkræftet af hæslige sygdomme, gammel og forladt, det går aldrig værre end det, og sådan er det at være menneske, vi dør af det, slap af, gør hvad du vil, sig hvad du vil, der er ingen der kan gøre dig noget som livet ikke allerede har gjort mod dig.

Du fik jo faktisk en dødsdom da du blev født. Du trak vejret ind i lungerne som nyfødt og du vidste, ’alt det her skal jeg miste igen, fordi livet ender med at vi dør’, og sådan er det.

Det betyder at du har ret til at leve og gøre hvad du vil, du har betalt prisen for dit liv på forhånd, du har fået din dom. Livet er til låns, det ender med at vi dør, men mens du lever så er livet dit.

Tilfredsstil din sult.

Brænd din lejlighed af, røv en bank, sig nogle sandheder til dine forældre, ret ryggen og lev uden skam, ingen kender dig så godt som du gør. Du må godt være dig, du har allerede betalt for dit liv, du har ret til at leve indtil du dør. Det er din ret at leve, og fuck dem der siger noget andet.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *