2- Nuet er den sidste bastion vi kan søge tilflugt i

Ja, jeg er måske lidt negativ. Falder nemt tilbage i fortiden, i mine tanker. Husker spøgelserne. De fremstår lyslevende foran mine øjne sådan at mit blod fryser til is, og jeg er tilbage i ishelvedet – selv på en sommerdag.

Det er træls at leve i fortidens smerte. Desuden er det en yderst uheldig vane, når vi genskaber gamle mareridt, fordi det præger humøret i en trist retning. Meget almindeligt for mennesker med PTSD, men også for alle dem der kører rundt uden nummerplader fra psykiatrien.

Altså, på en helt almindelig sommerdag, nede i baghaven i en havestol foran det mægtige birketræ, så kan jeg pludselig rende rundt om et højhus, kun 4 år gammel. Folk drømmer om en tidsmaskine, men den er i mit tilfælde opfundet forlængst. På et splitsekund, er jeg tilbage i barndommen. Jeg spæner afsted med flokken af børn hujende og råbende efter mig.

Nede på græsplænen fanger de mig, slæber mig ind i krattet og binder mig til en pæl. Så står jeg dér. Karsten, han er 8 år gammel, træder frem og løfter hånden.

“Ugh, blegansigt, nu skal du tortureres indtil du siger sandheden.”

Jeg skælver. Håber de laver sjov. De begynder at danse rundt om mig, ligesom indianere. Jeg vil faktisk gerne hjem til min mor. Så stopper de op. Karsten stikker mig to lussinger, så hårdt at det hyler i ørerne, men jeg græder ikke, selvom jeg kan mærke der er vand i mine øjne.

“Han skal ha’ kløpulver!”

Børnene hujer. De løber rundt i krattet og kommer tilbage med røde hyben som de åbner med en lommekniv og tømmer dem for kerner. Nogle af dem hiver ud i min T-shirt, mens andre hælder kløpulveret ned ad ryggen på mig.

Og så videre, og så videre. Du kender den slags historier, som de fleste af os har fra barndommen. Det var en dårlig dag. Noget skete som prægede os for altid.

Men hvorfor genskabe den dårlige dag, igen og igen?

Jeg er træt af at leve i fortiden. Gider ikke den fortid mere. Så derfor har jeg søgt tilflugt i den sidste bastion. Nuet. Herfra kan jeg beskytte mig mod dårligt humør. Fordi lige nu, det er slet ikke noget dårligt sted at opholde sig.

Nuet er cirka 3-4 hjerteslag langt, og det omhyller os lige så langt som sanserne rækker. Så langt som vi kan se og høre, så langt rækker nuet.

Jeg rejser mig foran birketræet og kigger på det. Der var engang jeg klatrede i træer hver dag efter skole. Det var store træer, og vi havde mange af dem.

Så husker jeg følelsen af barken. Nogle steder ru, andre steder glat. Fornemmelsen af at klynge sig til træet og være omhyggelig med ikke at dratte ned.

Det var sjovt og dejligt at klatre i træer.

Jeg går over og mærker birketræet. Der vokser efeu på stammen. Kigger op i det slanke træ.
Står stille i nuet og hører fuglene synge.

Hvis fortiden var slem, så vil nuet ofte være en lindring for os.

Regnvejr, solskin, græs, skyerne, solen, månen. Det er bare fedt at være i live, når man står i nuets bastion. Vi har friheden til at tænke hvad vi vil. Hjernen kan ikke rumme mere end én tanke ad gangen. Derfor må jeg vælge: Kløpulver i fortiden, eller birketræet lige nu.

Jeg elsker nuets bastion. Det er det første sted jeg har følt mig beskyttet.

© A. Happy

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *